Om fanø spirits

Midt i en verdensarv

Langs den Vestjyske Vadehavskyst ligger den naturskønne ø Fanø. Vadehavet er et af verdens største tidevandsområder og er på UNESCOs liste over verdensarv. Her bor Fanø Spirits omgivet af rå natur og rigt dyreliv. Vi producerer spiritus af høj kvalitet inspireret af øens maritime historie. Spiritus som høster anerkendelse i både Danmark og udlandet.

To generationer ombord

Fanø Spirits er grundlagt i 2015 af Lars Jensen Schou. Inspireret af Fanøs søfartshistorie og øens mange naturlige smagsgivere udviklede han Fanø Skibsrom. Baseret på en rom, der destilleres på Jamaica og efterfølgende krydres og lagres på Fanø, kombinerer Fanø Skibsrom smagen af Vadehavet med det eksotiske Caribien. Lars’ tre børn har siden 2019 været en del af Fanø Spirits, og porteføljen indeholder i dag også Fanø Snaps, Vodka og færdigmixede cocktails.

De tre skibsromprodukter Havfruen, Havmanden og Gunpowder57 har vundet sølv og bronze ved den prestigefyldte spirituskonkurrence International Wine and Spirit Competition (IWSC) i 2019 & 2020.

Fanø spirits om os

En stolt søfartskultur

Fanø har en lang og stolt søfartskultur. Fra midten af 1700-tallet og 100 år frem skabte fannikkerne en imponerende sejlskibsflåde, som sejlede på alle verdens have. I midten af 1800-tallet havde øen Danmarks største flåde efter København.

Øens sømænd sejlede i hele verden og hjembragte mange eksotiske ting. Porcelæn, silkestoffer, krydderier og andre kolonialvarer vidnede om forbindelsen til en større verden. Som en del af provianteringen havde man altid enten rom, snaps, bitter eller anden spiritus til at styrke og belønne besætningen. Ofte brugte man lokale krydderier og frugt til at forfine spiritussens smag.

Tradition Refined

Hos Fanø Spirits fører vi den gamle tradition fra søfarten videre og udvikler vores produkter med udgangspunkt i naturlige smagsgivere og krydderier. I bedste laboratorie-stil tester vi hele tiden nye, interessante smagsgivere fra vores egen ”baghave” her på øen og fra andre – og ofte varmere – himmelstrøg. I vores udviklingsprocesser laver vi små koncentrater med forskellige smagsgivere, som vi blander, lagrer, fortynder eller på anden måde forædler. Nogle gange ender vi i en blindgyde. Andre gange finder vi den helt rette kombination af smagsnuancer – og så ser et nyt produkt dagens lys.